Pasning af alvorligt syge børn under 18 år
Har du behov for pasning af alvorligt syge børn under 18 år, kan du få hel eller delvis tjenestefrihed med løn. DTU kan dog begrænse retten til tjenestefrihed med løn til en måned pr. barn pr. kalenderår. DTU kan herudover bevilge yderligere tjenestefrihed uden løn i dagpengeperioden.
Det er en betingelse, at barnets sygdom skønnes at medføre behov for ophold på hospital eller lignende institution i 12 dage eller mere. Behandling eller pleje i hjemmet kan sidestilles med ophold på hospital, hvis barnets behov i forbindelse med sygdommen taler for det.
Kravet om en sygeperiode på 12 dage eller mere gælder ikke ved hospitalsophold for børn af enlige forsørgere, der har ret til ordinært børnetilskud
DTU er berettiget til refusion af dagpenge ved tjenestefrihed med løn.
Hvad skal du gøre?
Ønsker du hel eller delvis tjenestefrihed med løn, skal du rette henvendelse til din nærmeste leder eller instituttet/enhedens administration med relevant dokumentation. Instituttet/enheden kontakter herefter HR.
Lønanciennitet og pensionsindbetaling
Perioder med hel eller delvis tjenestefrihed medregnes fuldt ud i lønancienniteten, og der indbetales sædvanligt pensionsbidrag til overenskomst- eller aftalebaserede bidragsdefinerede pensionsordninger.
Hospitalsindlæggelse sammen med børn under 14 år
Som medarbejder kan du få tjenestefrihed med løn i op til 5 dage pr. barn inden for 12 på hinanden følgende måneder, hvis du hospitalsindlægges sammen med hjemmeværende børn under 14 år. Tilsvarende gælder, hvis barnet modtager ambulant behandling, der træder i stedet for hospitalsindlæggelse og som kræver den ansattes tilstedeværelse.
Hvis begge forældre er ansat i staten, kan den samlede tjenestefrihedsperiode med løn højst udgøre fem dage for forældrene tilsammen.
Hvad skal du gøre?
Ønsker du hel eller delvis tjenestefrihed med løn, skal du kontakte til din nærmeste leder eller instituttet/enhedens administration og medbringe nødvendig dokumentation.
Pasning af nærtstående efter §118 i lov om social service
Som medarbejder har du ret til fravær, hvis du i henhold til § 118 i lov om social service ansættes af kommunen til at passe en nærtstående i hjemmet, fordi vedkommende har en betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig, herunder uhelbredelig lidelse.
Lønanciennitet og pensionsindbetaling
Der ydes ikke løn i perioden under fraværet og perioden medregnes ikke i løn- og pensionsancienniteten, herunder i pensionsalderen for tjenestemænd og andre ansatte med en tjenestemandslignende pensionsordning.
Hvad skal du gøre?
Du skal rette henvendelse til din nærmeste leder eller instituttet/enhedens administration med relevant dokumentation. Du har pligt til at give DTU besked senest 6 uger før fraværets begyndelse. Samtidig skal fraværets længde oplyses. Hvis der sker ændringer i fraværets begyndelse eller varighed skal universitetet have besked herom uden ugrundet ophold.
Pasning af nærtstående, der ønsker at dø i eget hjem
Ønsker du at passe en nærtstående, der ønsker at dø i eget hjem, er du berettiget til et plejevederlag. Du skal kontakte den plejekrævendes bopælskommune, der tager stilling til, om betingelserne for at yde plejevederlag er til stede.
Har du fået bevilget plejevederlag i forbindelse med pasning af nærtstående, der ønsker at dø i eget hjem, har du i samme periode ret til hel eller delvis tjenestefrihed med løn.
Retten til plejevederlag ophører ved plejeforholdets afslutning. Ved den plejekrævendes død bevares retten til plejevederlag i indtil 14 dage efter dødsfaldet. Den plejekrævendes indlæggelse af kortere varighed på sygehus eller lignende medfører ikke i sig selv bortfald af plejevederlag.
DTU betaler forskellen mellem plejevederlaget og sædvanlig løn i den periode, hvor du har tjenestefri.
Hvad skal du gøre?
Ønsker du at passe en nærtstående, der ønsker at dø i eget hjem, skal du rette henvendelse til din nærmeste leder eller instituttet/enhedens administration med dokumentation fra kommunen om, at der er bevilget plejeorlov. Instituttet/enheden kontakter HR.
Lønanciennitet og pensionsindbetaling
Perioder med hel eller delvis tjenestefrihed medregnes fuldt ud i lønancienniteten, og der indbetales sædvanligt pensionsbidrag til overenskomst- eller aftalebaserede bidragsdefinerede pensionsordninger.
GODKENDELSE OG IKRAFTTRÆDEN
Retningslinje om tjenestefrihed af familiemæssige årsager er godkendt af direktionen og drøftet i HSU i marts 2017. Den træder i kraft ved offentliggørelse på DTU Inside. Retningslinjen er konsekvensrettet som følge af ændring af cirkulæret i forbindelse med OK18.
OPSIGELSE OG ÆNDRING
Retningslinjer om tjenestefrihed af familiemæssige årsager kan ændres med 3 måneders varsel.